
Som dansker er man jo vant til regn (selvom jeg dog ikke kan huske at have skudt i så insisterende et regnvejr før) så jeg startede fuld af optimisme, og selv om banen i Waidring, der af nogle kaldes en af de smukkeste og mest udfordrende baner i Europa, bød på utrolig stejle op- og nedskud, og desuden havde lige så mange mål over 30 meter som under, så gik det rigtig godt og jeg lå nummer 3 efter lørdagens skydning. Det er vel og mærke til en turnering, som tiltrækker skytter fra Østrig, Tyskland, Schweiz og Italien m.fl. som er lande hvor 3D stadigvæk er MEGET større end i DK. Og desuden så skød man i Waidring som langbueskytte mod alle andre, der skød med træpile, hvilket altså vil sige, at langbuer og jagt-recurves skød i den samme klasse, der hed "Herren Holz" eller "Damen Holz". Jeg var derfor overordentlig godt tilfreds med den første dags skydning.
På andendagen fik vi solskin, hvilket jo er ganske uvant for en langbueskytte fra det fugtige Skandinavien :-) Det gik stadigvæk rigtig godt men jeg måtte se mig selv rykke ned på en 7. plads da pointene var gjort op efter dagens skydning. Jeg kunne derefter se tilbage på en spændende weekend, med 56 utrolig udfordrende mål. Vi havde bl.a. skudt på en flyvende gås, bison, grizzly, bjergged og bjergfår der skulle skydes henover vandfald og dybe slugter med brusende floder, ned ad stejle bjergsider, stejlt opad med en bjergside som baggrund, små mål af bronze, hvor man fik maksimumpoint ved at skyde gennem hullet i "kill zone" eller brækkede en pil hvis man ramte i kroppen! Alt i alt en superudfordrende skydning, hvor alle aspekter i ens skydning og udstyr blev testet.
De stejle op- og nedskud er et element i 3D-skydning, som man som dansk 3D-skytte sjældent får trænet på en måde som man udsættes for det i Østrig. Danish Open i Nr. Snede og Kongskildebanen giver dog relativt gode muligfheder for at træne det og efter sigende var forårets 3D-turnering i Nykøbeng Falster også rigtig god træning. Følgende artikel giver et udmærket indblik i udfordringerne og teknikken der kræves ved op- og nedskydning:
Shooting Up and Down [3]
Billeder fra turneringen og en anden 3D-bane i den nærliggende by Jochberg, som vi besøgte et par dage efter turneringen i Waidring: 3D i Østrig